Lasse-Leif

Bøgerne om Lasse-Leif handler om en helt almindelig 3-4-års-dreng i Danmark, der bor sammen med sin far og mor i et parcelhus og har et helt almindeligt børneliv. Han har dog en dukke, Luske-Lise, der følger ham overalt, og som blander sig og gør det hele lidt mere besværligt.

Lasse-Leif og den sidste sut

LASSE-LEIF OG DEN SIDSTE SUT

UDKOMMET 2010, ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Det kan være skrækkelig svært at stoppe med sutten, når alle andre omkring én har en. Men HELDIGVIS står der et stort træ ovre i parken, hvor der gror sutter på, og så kan Lasse-Leif jo bare drøne derover. Det går fint ... i hvert fald indtil mor opdager det.

Hvem har pruttet i Lasse-Leifs bukser?

HVEM HAR PRUTTET I LASSE-LEIFS BUKSER?

UDKOMMET 2010, FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leif har smidt bleen. Det går faktisk ret fint for ham på det område, men Luske-Lise har problemer med at styre tissetøjet, og da Lasse-Leif griner af hende, udtænker dukken en snedig hævn.

Lasse-Leif er alene hjemme

LASSE-LEIF ER ALENE HJEMME

UDKOMMET 2011, FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leifs mor gider ikke have, at han og Luske-Lise leger vildt i stuen. De skal sidde helt stille og se en sød (og kedelig) bamsefilm. Men da mor går ud med skraldet, låser de hende ude, og så kan de heldigvis lege lige hvad de vil. Bare ærgerligt, man så hurtigt kommer til at savne sådan en udelåst mor.

Lasse-Leif vil ikke tale menneskesprog

LASSE-LEIF VIL IKKE TALE MENNESKESPROG

UDKOMMET 2011, FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Det er kedeligt at tale som de voksne. Lasse-Leif kalder sin mor for 'far' i stedet for 'mor', og han siger godnat, når han skal sige godmorgen. Han siger, det er Lasse-Leif-sprog, og at det vist nok skyldes en elefant med pletter, der bor inde i hans hoved. Til sidst får hans mor nok og tager ham med til ørelægen.

Lasse-Leif. Fri leg i supermarkedet

LASSE-LEIF: FRI LEG I SUPERMARKEDET

UDKOMMET 2012,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leif og Luske-Lise er med mor ude at købe ind. Mor har meget travlt med sin pasta, men heldigvis er der masser af sjove ting for de to at lege i supermarkedet imens. Dåseskjul for eksempel ...

Lasse-Leif gider ikke lege med fætter Finn

LASSE-LEIF GIDER IKKE LEGE MED FÆTTER FINN

UDKOMMET 2012,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leif leger så fint med biler sammen med Luske-Lise, men så mor, han SKAL  lege med Fætter-Finn, og det er ikke nemt. For hvem skal være de gode, og hvem skal være de onde? Hvem skal styre den seje bil med med flammer ned langs siden? Og hvem af dem er det mon, der får en bil i hovedet og begynder at tude? 

Lasse-Leif og den virkelig væmmelige makrelmad

LASSE-LEIF OG DEN VIRKELIG VÆMMELIGE MAKRELMAD

UDKOMMET 2013,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

En dag vågner Lasse-Leif og opdager, at han slet ikke kan lide makrel i tomat længere. Det giver problemer i det lille hjem, for det plejer at være hans yndlingsmad, og der er slet ikke andet at komme på madpakken. Lasse-Leif prøver med alle midler at undgå makrellen. Man kan jo for eksempel gemme den bag en varm radiator.

Lasse-Leif har verdens klammeste far

LASSE-LEIF HAR VERDENS KLAMMESTE FAR

UDKOMMET 2013,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leifs far har influenza, og for at han kan få ro, går Lasse-Leif og hans mor på museum. Hjemme igen får Luske-Lise en rigtig god ide: De skal lave deres eget museum og tjene mange penge på entreen. De mangler bare noget, de kan udstille. Det skal helst være noget rigtig klamt. For eksempel en meget snottet far ...

Lasse-Leif og mormors nej-hat

LASSE-LEIF OG MORMORS NEJ-HAT

UDKOMMET 2014,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

Lasse-Leifs mormor har været på besøg, og hun var så muggen, at mor siger, hun vist havde nej-hatten på den dag. Lasse-Leif synes, det er vildt spændende med sådan en nej-hat. Især, da han opdager, at mormor har glemt nej-hatten ude under frakkerne i gangen. Og så er det, han beslutter sig for at prøve at tage den på.

Lasse-Leif – perlepladens forbandelse

LASSE-LEIF – PERLEPLADENS FORBANDELSE

UDKOMMET 2014,  FORLAGET ALVILDA. ILLUSTRATION ANNETTE CARLSEN

En dag får Lasse-Leifs mor nok af hans roden. "Åh, bare jeg dog havde fået en stille perlepladepige," sukker hun, og så beslutter Lasse-Leif sig selvfølgelig for at lave en perleplade til mor. Det viser sig dog at være en meget stor opgave, men heldigvis ender historien godt, nemlig med at Lasse-Leifs far får et helt nyt strygejern.